Der har været meget stille her på
bloggen i alt for lang tid men jeg synes ikke der har været noget rigtigt at
skrive om men i går kom jeg ud for noget som rejste de små nakkehår.

Et fakkeltog.

Det er ikke så usædvanligt at dække og så længe der er blus
på faklerne er der som regel også det lys man skal bruge.

Fakkeltoget i går aftes var til ære for
Anders Klinkby Rostbøll, der omkom tragisk i weekenden

Fakkeltoget gik hvor der ikke var ret meget lys så auto iso og lang
lukker var der dømt på forhånd.

Det gik fint så længe der var blus på faklerne, men meget
vind og lang tur slukkede mange fakler inden bestemmelsesstedet ved åen for
højtideligheden.

Så står man der. Det er buldermørkt og overskyet.

Skal man bruge den blitz der ligge i lommen og som vil gavne
som at kaste en snebold i Sahara eller prøve at hive de sidst iso ud af kameraet og finde
støtte en længere lukker tid.

Fakkeltoget sluttede med en sang og da var det som om at der
var noget som vi mennesker ikke forstår opstod og som fik de små nakkehår til
at ryste og det løb kold ned af ryggen på mig som fotograf.

Da sangen startede var
det som om himlen åbnede sig.

Månen som lige denne dag var supermåne brændte igennem
skyerne og blev fuld og gav lige det sidste lys som manglede til dette billede.

Da sangen var slut var månen og himlen igen lukket af skyer og det begyndte stille igen at regne.

– Der er mere mellem himmel og jord som vi små menneske ikke
forstår og måske skal vi ikke forstå det.
En oplevelse jeg ikke sådan lige
glemmer lige med det samme.

Vi ses snart igen her på bloggen
Jørgen